tirsdag den 9. juni 2015

Musik fra baggrunden

Jeg var måske 10 år gammel da jeg læste "De ni klokkeslag" af Dorothy Sayers. Jeg læste bunker af detektivromaner - Conan Doyle, Agatha Christie, George Simenon og andre - men jeg var mest optaget af Sayers.
Jeg kan ikke huske handlingen i "De ni klokkeslag", selvom jeg læste den mange gange. Lord Peter Winsey opklarede sikkert et mord som var blevet begået i en landsby, som han tilfældigt kørte igennem i sin Daimler, vil jeg gætte på. Jeg var optaget af beskrivelsen af klokkerne, af den change-ringing, som Sayers skrev om, og som hun beskrev detaljeret i romanens appendix. Jeg havde jo aldrig hørt det, så jeg måtte forestille mig hvordan det lød - og det brugte jeg rigtigt meget tid på.
Og jeg udviklede forestillinger om klang og musikalsk struktur ved at læse om change ringing, som ikke havde det fjerneste med change ringing at gøre.

Sådan lyder rigtig change ringing:

Basalt set så er der en gennemgående puls i change ringing. Man kan opfatte hvert klokkeslag som fx en 16.-delsnode, og så bør det køre som et urværk med 16.-dele hele vejen igennem. Man starter med at spille klokkerne fra den lyseste og hele vejen ned, der kan være fra 6 til 16 klokker. Derefter kan man bytte om på rækkefølgen af klokker, men af tekniske grunde kan man kun bytte om på klokker som kommer i umiddelbar rækkefølge. Man kan fx. bytte 1 og 2, så rækefølgen bliver 2-1-3-4-5-6-7-8  - eller man kan samtidigt bytte 1 og 2, 3 og 4, 5 og 6 samt 7 og 8 så rækkefølgen bliver 2-1-4-3-6-5-8-7 i den næste sekvens. Man må aldrig gentage en sekvens i løbet af ringningen, det hedder at spille falsk.
Her er en video som pædagogisk forklarer change ringing:

Men det vidste jeg ikke noget om, som 10-årig. Jeg vidste hvordan de tre klokker i Sankt Maria Kirke i Haderslev lød, og jeg havde prøvet at deltage i ringningen, som forgik under forvandlingen. Det var ganske almindelige klokker, som havde en egenfrekvens som man ikke umiddelbart kunne påvirke - de svingede med den hastighed som de nu engang gjorde, og man kunne intet gøre for at spille hurtigere eller langsommere på dem. Og jeg troede at de engelske klokkeværker havde samme mekanisme som vores, så jeg forestillede mig et system som kunne omfatte begge. Det var ren forestilling, for jeg kunne ikke få lov til at ringe med klokkerne udenfor messen, af hensyn til naboerne. Så i min forestilling (og på papir) konstruerede jeg et klokkeorkester med klokker, reb, højttalere, mikrofoner og wah-wah pedaler som kunne spille den musik, jeg forestillede mig som en moderne udgave af change ringing.

Det ville sikkert ha' lydt fedt, men det havde ikke meget med change ringing at gøre, bortset altå fra klokkerne. I mit system havde klokkerne hver sin faste puls, og melodier opstod kun på grund af faseforskydninger mellem klokkernes forskellige pulshastigheder.
Det er en af de relativt få ideer som har fulgt mig hele min komponisttid. Mit allerførste stykke kammermusik havde en sats som var opbygget på den måde, og jeg er netop begyndt at udforske ideen mere systematisk. Sådan lyder det når det bliver spillet elektronisk, styret af computer:

Jeg kalder stykket for Middleground 01, fordi jeg opfatter det som mellemgrundsmusik. Det svarer til det som bratcherne spiller i symfoniorkestret, eller som The Edge spiller i U2 - det lyder fedt, men det er ikke det som folk synger med på.
I den kommende tid vil jeg eksperimentere med denne form for mellemgrund. Måske kommer der også noget med som man kan synge med på?

tirsdag den 16. oktober 2012

Nye tider, nye former

Efteråret har ført mig i nærheden af nye arbejdsformer. Jeg har deltaget i tre workshops/arbejdsdemonstrationer med Odin Teatret mens de var i København, og tilbragt en uge på laboratoriescenen i Dansehallerne med fem dansere og to musikere - som kulminerede med to timers performance i Matthæus Kirke under kulturnatten. Og udviklet et interaktivt maleri i samarbejde med den mest æteriske maler, jeg kender.
Og så har jeg brugt et halvt år på at tænke på, udvikle, fundraise og snakke om vores opera, som desværre ikke kommer til at lette næste år (fundraisingen gik ikke som ønsket).
Med Radar Body Lab på Laboratoriescenen i Dansehallerne
Og alt det har fået mig til at overveje om jeg egentlig er tilfreds med de arbejdsprocesser som jeg - som komponist - indtil nu har  benyttet mig af. Eller om jeg kunne tænke mig at joine det 21. århundrede og begynde at medvirke til at udvikle nye kunstneriske arbejdsprocesser, som kan frembringe nye produkter  og erkendelser.  
Jeg har en fornemmelse af nye måder at udvikle kunstneriske produkter på. Måder hvor man arbejder med synergier, ikke kun som et nysprogs plusord men som et selvfølgeligt resultat af ægte samarbejde. Hvor en mands/kvindes vision bliver til en gruppes vision og transformeres til et produkt som glæder mange. Hvor visionen og håndværket bliver vigtigere end personer som udtænker og -fører det. Hvor respekt for faglighed bliver til begejstring over forskellighed. 
Processen er de mennesker, som deltager samt den energi, de lægger i det. Hvis mange mennesker lægger meget energi i en proces, vil der komme værdifulde produkter ud af det, er min teori. 
Det vil jeg afprøve, her i de kommende måneder. Følg med, her.

torsdag den 10. februar 2011

Selvhenter - 1 million

Jeg var efteråret 2010 til koncert på Råhuset med Valby Vokalgruppe. 7-8 kvinder, som udførte en række vokale satser - minimalmusik, improvisation, råbekor, circlesong og så fremdeles. Det var de rigtigt gode til - det klang smukt og svingede fedt og der var kreativt flow i ideerne.
Bagefter spillede Selvhenter, som udgør en delmængde af vokalgruppen. Sax, trombone, violin og to trommerslagere. En af musikerne tilbød os ørepropper før koncerten startede. Det var da utroligt venligt, tænkte jeg - bare fordi  det nu blev en lille smule elektrisk forstærket ville jeg næppe få brug for høreværn.
Jeg blev klogere. Efter ca. 20 sekunder greb jeg et sæt propper og maste dem ind midt i hovedet.
Billede fra Selvhenters MySpace
Selvhenter fyrer ikke mange ideer af i hvert nummer, de udforsker få regler, og gør det kompromisløst. Det er på så vældigt meget tysk; tyske avantgardekunstnere mestrer at afkoble alt hvad der smager af hygge og koncentrere sig om deres egentlige ærinde.

1 million er et langt crescendo, på samme måde som Ravel's Bolero - og her holder sammenligningen med klassisk musik så op. Det starter med en forladt violin og slutter i anarki. Egentlig starter det med stilhed, den slags stilhed som antyder at der kan spillet rigtigt, rigtigt højt: Den karakteristiske brummen af en overstyret forstærker. Violinen lyder som Velvet Underground og en vinkelsliber på vej gennem en udbrændt bilvrag, og de rytmer som kommer til er mere maskiner end pulsslag.
De næste tre minutter bliver det kraftigere, og derefter begynder afslutningen. De tre sidste minutter af 1 million er som en parodi på et rockband som slutter et hurtigt nummer: Alle instrumenter spiller så kraftigt som muligt hver for sig, indtil trommeslageren hæver stikkerne og signalere "sidste slag" - og så spiller singleguitaren lige en takt mere. Sådan er det her; men det bliver bare ved og ved - og der er ingen guitar.

Det tager lidt tid at blive klar over at det ikke er en afslutning, men at det er selve nummeret. Støjniveauet er ekstremt højt, det er næsten hvid støj uden formildende omstændigheder. Og der sker en mirakuløs transformation af oplevelsen når man overgiver sig til at det er sådan her, det er - det er hverken pænt, smukt eller formfuldt. Man kan overgive sig til støjen, tage den ind. Så bliver støjen det største, der er - større end en selv. Gud er der, midt i støjen et eller andet sted, som hvis man slår samtidigt på tre af de største tibetanske gongs på en gang.
Det vokser, nedefra og indefra, det er ren jordforbindelse som bliver transformeret.

Hør Selvhenter live! - eller på MySpace.
Der er et par videoer på YouTube, fx her, men lyden er ikke særligt god.

tirsdag den 1. februar 2011

Et fælles sprog for energi

Noget musik taler til følelser, noget til hjernen, noget til underlivet og noget til et højere sted i os. Der er en tradition for at se nogle af de udtryk som finere eller bedre end andre, især indenfor den vestlige, borgerlige kultur.
I østlige traditioner deler man energierne op i 7 forskellige centre eller chakraer. Det er fin opdeling, som er overskuelig uden at være for simpel. Man behøver ikke at være yogi eller new-age freak for at benytte chakraopdelingen - den fungerer uanset om man oplever den som fysisk virkelighed eller ser den som metaforisk inddeling.
Der findes ikke en vestlig parallel til chakraer, eller i hvert fald ikke en alment accepteret. Så når jeg taler om hvordan forskellige klange og musikeksempler resonerer i bevidstheden, så synes jeg at det er lettest at tage udgangspunkt i hvilke chakraer, der er tale om.
Illustration fra Wikipedia
Så her er en speedintro til chakraerne, for dem som sov da der var teori i yogaklassen.
Vi tager dem nedefra:
  1. Rod-chakra (placeret nederst på kroppen, rødt). Relaterer til instinkt, sikkerhed, overlevelse. Hvordan man lever sit liv, sådan rent praktisk - hvordan man bor, tjener penge. 
  2. Hara-chakra (nederste ryghvirvel, orange). Relaterer til sex, skaberkraft, lyst, basale følelser.
  3. Solar Plexus (over navlen, gult). Personlighed, meningsdannelse, komplekse følelser (angst, forventning).
  4. Hjerte (ved hjertet, grønt). Medfølelse, "Den gyldne regel", flow, ubetinget kærlighed.
  5. Hals (nederste nakkehvirvel, himmelblåt). Kreativitet, kommunikation.
  6. Pineal (nederst i panden, mørkeblåt). Intuition, klarhed, balance.
  7. Krone (oveni hovedet, violet). Universel bevidsthed, enhed. 
Der er mange andre aspekter af chakraerne, og de kan beskrives på mange andre måder. Nogle (fx tibetanerne) har andre farver koblet til chakraer, nogle kobler toner og symboler på. Det er altsammen fint, men denne oversigt er ment til at etablere et fælles sprog.
Men æh... hvis nogle synes at kronechakraet er hvidt, så er det helt fint med mig :)

søndag den 23. januar 2011

Vivi Grøn Med Trio: Shimmering Light

Det er så min første ikke-anmeldelse, eller min første anerkendelse. Og jeg har valgt en udebane-genre: Jazz.

Shimmering Light har nogle ubegribeligt smukke melodiske linier. Den vender jeg tilbage til.
Harmonikken i melodiens første linier er enklere end jeg tit har hørt i genren - akkorderne er ikke særligt højt opbyggede. Enkle akkorder, treklange, er bygget ligesom den naturlige harmoniske overtonerække, og det giver dem en jordforbindende egenskab: Det giver en klar toneartsfornemmelse, jeg har nemt ved at høre hvornår vi er hjemme ved grundtonen. Det lyder så fedt, når vi kommer hjem og starter på verset.


Der er lys og luft over det hele, og en meget nordisk tone. Jeg kunne bilde mig ind at høre klitter og hav og måske en enkelt Norgesbåd, men det  er nok fordi jeg ved at Vivi kommer fra Hirtshals.
Der er luft i klaveret, i trommerne (som nærmere er bækkenerne) og masser af lys i stemmen. Og en ganske let melankoli - ikke en stor weltsmerz, men en stille indadvendthed, som gør sindet stille og modtageligt. Rørende. Det er lyd til hjertet.
Og samtidigt er der en opadsøgende trang, en lyst til at bryde ud af melankolien og flyve, hen over klitterne og ud over havet.

Sådan er melodien bygget. Den starter med et stort skridt ned i dybet. Ikke ned i det allerdybeste, men ned i noget kendt og trygt. Og derfra søger den op og ud, mod andre strande. Samtidigt med at den komme opad, bliver akkorderne mere komplekse. Som om der ikke er en nem og direkte vej, den løber nærmest op i en mur, inden den glider ned og hviler igen, rigere på erfaringer og udsyn. Og parat til et nyt forsøg.


Link til Vivi Grøn Med Trio på MySpace

onsdag den 12. januar 2011

Anerkendelser

Der findes ikke god og dårlig musik, der findes kun musik. Det kan måske lyde som et bizart udsagn, men det er faktisk sådan verden hænger sammen. Hvorfor skulle der være dårlig musik - hvorfor skulle nogen bruge tid og energi og kreativ kraft på at lave noget dårligt?  - for at genere?

Der findes musik vækker en resonans i krop og/eller sind, og som opleves som god. Og så findes der noget som ikke finder resonans, og det kan opleves som dårlig musik.
Der findes musik som store grupper anser for god eller dårlig - men historien skifter, og mennesker udvikler sig. Hvad der er alment anerkendt i dag, kan være fuldstændigt fejlskud i morgen.
man kan næsten høre resonansen... 
Hvad skal vi egentlig med anmeldelder, hvis musikken hverken er god eller dårlig? - når det ikke giver mening at give et antal stjerner til et album eller en koncert, for det kan højest være et udtryk for hvordan anmelderen på det givne tidspunkt evnede at vibrere i takt med musikken. Er det egentlig anmelderen, som dermed anmelder sig selv og sin egen rummelighed  - eller mangel på samme?

Jeg vil prøve en anden måde at omtale musik på. Jeg vil se om jeg kan anerkende den, altså høre den som den er, på dens egne præmisser, og tale om den derfra. Det bliver selvfølgelig med mine ord og ud fra den viden om musik, lyd og bevidsthed som jeg har. Nogle genrer kender jeg ikke megen musik indenfor, men det burde være ligemeget.
Vi får se.

lørdag den 8. januar 2011

Lyd

"I begyndelsen var Ordet", står der i Johannes Evangeliet. Og ord er lyd. Ingenting sker uden en vibration, og går man i dybden, i materien, består alting af vibrationer, så langt man kan se. Atomer består af smådele med en masse "ingenting" omkring, og disse smådele viser sig at bestå af andre smådele med en masse omkring - altsammen vibrerende. Vibration er lyd, måske ikke hørbar lyd, men lyd alligevel.


En mere præcis definition af begrebet "lyd" kunne være: Vibrationer, som flere ville kunne opfatte som stimulation af høresansen.
"Hvis et træ vælter i skoven, og ingen er i nærheden til at høre det, er der så en lyd?" - dette koan-agtige spørgsmål bevæger sig i kanten af denne definition. Hvis der havde været nogen, ville de have kunnet høre træet vælte, og så ville der have været lyd. Det bliver hurtigt for mentalt, og det er lige præcist formålet med sådan en koan.

Med den definition er tinitus ikke lyd. Det er kun den der oplever tinitus, som oplever lyd - og sådanne -ikke-lyde er der masser af. Kroppen er langtfra stille: Inde i hovedet suser blodet rundt og pulsslaget dunker, men sindet filtrerer normalt de lyde bort, så de ikke tæller med som lyd. Og andre ville ikke høre det samme, men deres egen krops lyde - som sikkert ville ligne.

Dansemusik vil som regel have trommer, især stortrommer, som vil høres med kroppen snarere end med ørerne. De vil både høres som et ordentligt spark i maven, og fornemms gennem fødderne - hvis dansegulvet er godt designet, så det kan vibrere en smule med. Selvom disse trommer ikke først og fremmest opfattes gennem ørerne, vil vi alligevel kalde dem "lyde".